Beskæring, billedtekst og kreditering: tre begreber fra billeddesken

Hvorfor billeddesken har sit eget sprog

Når du skriver en tekst om en udstilling eller et portræt, tænker du måske, at billedet er noget, der kommer bagefter. På en redaktion er det sjældent sådan. Billedet og teksten skal arbejde sammen, og derfor har billedredaktionen sine egne ord for de valg, der træffes undervejs. Tre af dem møder du hurtigt, når du begynder at arbejde med visuelle medier: beskæring, billedtekst og kreditering.

I dette forløbs modul om visuelle medier, grundlæggende, får du en introduktion til billedvalg, beskæring og enkle billedtekster. Det er ikke en fotoskole, og du behøver ikke noget dyrt udstyr. Du skal bare lære at se på et billede, som en redaktør gør: hvad fortæller det, hvad forstyrrer, og hvad mangler læseren at få at vide, for at billedet giver mening. Her tager jeg de tre begreber ét ad gangen og forklarer dem i almindeligt sprog.

Beskæring: at fjerne det, der ikke hører til

Beskæring betyder, at du klipper kanterne af et billede, så kun den del, der bærer historien, bliver tilbage. Det lyder simpelt, men det er et redaktionelt valg. Hvis du står foran en koncertscene og billedet også viser en stak flyttekasser i hjørnet, får læseren øjnene fæstnet på det forkerte. Et snit på ti procent af billedets bredde kan flytte hele opmærksomheden over på musikeren.

Beskæring har dog en grænse, som man kalder redelighed. Du må gerne strække billedets fokus, men du må ikke klippe, så meningen ændrer sig. Et billede af en fyldt sal, der beskæres til kun de første to rækker, kan få en halvtom koncert til at ligne en udsolgt. Spørg dig selv: ville fotografen og de afbillede kunne genkende situationen i det beskårne billede? Hvis svaret er ja, er du på sikker grund.

• Beskær for at styrke motivet, ikke for at ændre situationen
• Hold øje med ansigter, hænder og horisontlinjer, der skæres midt over
• Gem altid originalen, så du kan gå tilbage

Billedtekst: det første, læseren læser

Mange læsere kigger på billederne og læser billedteksterne, før de beslutter sig for at læse selve artiklen. Billedteksten er derfor ofte din første chance for at fange dem. En god tekst fortæller, hvem eller hvad der er på billedet, hvor og hvornår det er taget, hvis det betyder noget, og tilføjer noget, som billedet ikke viser af sig selv.

Den almindelige fejl er at gentage det, øjet allerede kan se. Skriver du under et billede af en kvinde ved et staffeli, at der er en kvinde ved et staffeli, har læseren ikke fået noget. Skriv i stedet, at hun har malet på det samme lærred i tre uger, og hvad hun regner med at få færdigt til åbningen. Hold teksten til en eller to korte sætninger, skriv i nutid, og lad navne og titler stemme med dem, du bruger i artiklen.

Billedteksten er også stedet, hvor du kan være ærlig om, hvad billedet er. Hvis et foto er taget ved en tidligere prøve og ikke ved selve begivenheden, skal det stå der. Læseren skal aldrig behøve at gætte.

• Nævn hvem, hvor og eventuelt hvornår
• Tilføj noget billedet ikke viser
• Hold dig til en eller to korte sætninger

Kreditering: hvem der har taget billedet

Kreditering betyder, at du angiver, hvem der har taget eller skabt billedet. Det står som regel i lille skrift ved siden af eller under billedet. Det er både en høflighed og en regel: fotografen har ophavsret til sit billede, og du må kun bruge det, hvis du har aftalt det, også selv om du blot bruger det på en lille hjemmeside eller i et kursusprojekt.

Øv dig i at notere kilden, mens du arbejder, ikke bagefter. Skriv fotografens navn, hvor billedet kommer fra, og hvad I har aftalt om brugen. Hvis du selv har taget billedet, står du som fotograf, og så er det din egen aftale, du skal holde. Tag aldrig et billede fra en søgemaskine uden at have afklaret rettighederne. Det er netop den slags faste vaner, der gør dine tekster pålidelige.

Et lille eksempel fra værkstedet

Forestil dig, at du har skrevet en kort reportage om en lokal keramikudstilling. Du har tre billeder at vælge imellem: en oversigt over hele rummet, et nærbillede af en skål og et portræt af udstilleren. Oversigten viser sammenhængen, men er rodet. Nærbilledet har fine farver, men siger intet om stedet. Portrættet har et godt udtryk, men er taget i modlys.

Du vælger nærbilledet som hovedbillede, beskærer det, så kun skålen og to hænder er med, og skriver en billedtekst om, at skålen er drejet af ler fra egnen, og hvorfor udstilleren glasserede den to gange. Til sidst noterer du, hvem der har taget billedet. Tre små valg, og pludselig understøtter billedet din tekst i stedet for at konkurrere med den. Det er netop den slags øvelse, du får feedback på i forløbet.

Sådan øver du dig i efteråret

Du behøver ingen særlig anledning for at øve. Tag ti billeder fra en travl tur i byen eller på havnen, og vælg det ene, der bedst kunne bære en tekst om stedet. Beskær det på to forskellige måder, og skriv en billedtekst til hver. Læg dem side om side og mærk, hvordan historien skifter, når rammen skifter.

Bed derefter en ven om at læse billedteksten uden at se billedet. Kan vedkommende forestille sig motivet? Hvis ikke, mangler teksten noget konkret. Efterårets lys gør i øvrigt øvelsen lidt nemmere, for lave solstråler giver skygger og stemning, som du kan lære at se på. Gentag øvelsen en gang om ugen, og dit blik vænner sig til det.

• Vælg ét billede ud af ti
• Lav to forskellige beskæringer
• Skriv en billedtekst til hver version

Beskæring, billedtekst og kreditering er små håndværk, men de afgør, om et billede hjælper din historie eller trækker i en anden retning. Skær kun væk, hvad der ikke hører til, skriv tekster, der tilføjer noget, og skriv altid, hvem der har taget billedet. Med de tre vaner bliver dine tekster både mere læsværdige og mere redelige, og du står stærkere, når du skal vælge billeder til dine egne reportager og profiler.