Fem fejl i øvelsesinterviewet og hvordan du undgår dem

Spørgsmål, der lukker samtalen

Den første fejl ser jeg i næsten alle optagelser fra de første uger: spørgsmålet kan besvares med ja eller nej. Du spørger, om gæsten var nervøs før premieren, og får et kort nej. Så står du med en pause, du ikke har planlagt, og et nyt spørgsmål, du ikke har klar. Lukkede spørgsmål føles trygge, fordi de er nemme at formulere, men de lægger samtalen i dine hænder i stedet for gæstens.

Prøv i stedet at lade spørgsmålet begynde med hvordan, hvad eller fortæl mig om. Hvordan mærkede du, at aftenen var ved at vende? Det inviterer til en lille fortælling og giver dig noget at lytte efter. Når du hører din egen optagelse igen, så tæl, hvor mange af dine spørgsmål der fik mere end én sætning som svar. Tallet siger mere om din forberedelse, end du tror.

Det er ikke forbudt at stille et lukket spørgsmål. Det er et godt værktøj, når du vil have en fakta bekræftet eller en uklar detalje afklaret. Fejlen opstår, når det er det eneste værktøj i kassen, og når du bruger det af frygt for stilhed.

• Skriv dine spørgsmål ned, og stryg alle, der kan besvares med ja eller nej
• Start hellere med hvordan og hvad end med hvorfor, som kan lyde som en anklage
• Tæl svarene på mere end én sætning i din egen optagelse

At vente på næste spørgsmål i stedet for at lytte

Den anden fejl er mere diskret. Du stiller et godt spørgsmål, men mens gæsten svarer, kigger du ned på spørgeguiden og leder efter det næste. Du hører ordene, men ikke det, der gemmer sig i dem: et tøven, et ord der pludselig bliver mere spidst, en bisætning der peger på noget andet. Det interessante i et interview ligger ofte i den halve sætning, ingen havde planlagt.

Når jeg lytter til øvelsesoptagelser, kan jeg høre det på tonen i opfølgningen. Er den forberedt, lyder den ofte lidt ved siden af det, der lige blev sagt. Er den lyttet frem, begynder den typisk med gæstens eget ord. Du sagde, at det var blevet stille. Hvad mente du med det?

Træn det ved at lægge spørgeguiden væk i ti minutter af en øvelse. Skriv kun tre stikord ned, og lad resten komme fra samtalen. Det er ubehageligt første gang, men de fleste opdager hurtigt, at de husker mere, end de frygtede, og at gæsten mærker, at nogen faktisk lytter.

• Hold øjenkontakt, mens gæsten taler, og noter kun enkelte ord
• Genbrug gæstens eget ord i opfølgningen
• Lad spørgeguiden være et kort, ikke et manuskript

At fylde pausen, før den har gjort sit arbejde

Den tredje fejl er at flygte fra stilhed. Gæsten har svaret, der falder en pause på to eller tre sekunder, og du skynder dig at sige noget: omformulerer spørgsmålet, kommenterer svaret eller går videre. På optagelsen lyder to sekunders stilhed som en evighed, men i en samtale er det ofte lige præcis dér, gæsten overvejer, om hun vil sige det sidste, hun egentlig tænkte.

Jeg beder altid kursisterne høre deres egne pauser tilbage og måle dem med et ur. De fleste af os holder ud i under et sekund. Målet er ikke at gøre stilhed pinlig, men at give den plads at vokse. Når du lærer at nikke, smile eller blot se afventende på gæsten, opdager du, at mange uddyber helt af sig selv.

En god øvelse er at stille et spørgsmål, vente med at tale, til gæsten tydeligt er færdig, og så tælle langsomt til tre i hovedet. Det føles ukunstnerligt, men det virker. Efter en uge begynder du at høre forskel på en pause, der er tom, og en, der er fuld af tanker.

• Tæl langsomt til tre, før du taler igen
• Brug kropssprog frem for ord til at vise, at du lytter
• Måle dine egne pauser i en optagelse

Opfølgning, der ikke følger noget

Den fjerde fejl er at stille et opfølgende spørgsmål, der slet ikke følger op. Gæsten har fortalt om sin første udstilling, og du spørger, hvad der skete bagefter, i stedet for at dykke ned i det, hun lige sagde om tvivlen før åbningen. Opfølgning er ikke at komme videre, det er at gå dybere. De bedste spørgsmål er korte: Hvordan så? Hvad gjorde du da? Hvem var der?

Jeg ser også det modsatte: opfølgning, der bliver til en lille forelæsning. Du forklarer, hvad du selv synes om emnet, og gæsten svarer høfligt, at hun er enig. Så har du brugt din bedste mulighed på at tale om dig selv. Hold opfølgningen på under ti ord, og lad den pege på noget, gæsten selv har sagt.

Når du arbejder med øvelsesinterviews, kan du give dig selv en simpel regel: ingen nyt spørgsmål, før du har stillet mindst ét, der bygger på det sidste svar. Det tvinger dig til at blive i samtalen og gør forskellen på en liste af spørgsmål og et egentligt interview.

• Hold opfølgningen under ti ord
• Spørg ind til gæstens egne ord, ikke dit eget emne
• Ingen nyt spørgsmål, før det forrige er fulgt op

At glemme at lytte til sig selv bagefter

Den femte fejl sker, når optagelsen er slukket. Mange springer lytningen over, fordi det er ubehageligt at høre sin egen stemme tøve eller afbryde. Men det er i genlytningen, at indsigten ligger. Når du kun husker interviewet, husker du, hvad der føltes godt. Når du hører det, hører du, hvad der faktisk skete.

Sæt dig med en notesblok og lyt til hele optagelsen uden at spole. Marker hvert sted, hvor du afbryder, hvor du lukker et emne for tidligt, og hvor du lader en pause leve. Skriv tre ting ned, du vil gøre anderledes næste gang. Ikke ti, tre. Det er nok til at mærke en forskel i den næste øvelse.

På kurset sender du mig dine optagelser og noter, og jeg svarer skriftligt med konkrete tidspunkter i lydfilen. Det er den samme vane, jeg selv har beholdt: at lytte efter, hvad jeg faktisk gjorde, ikke hvad jeg troede, jeg gjorde. Det lyder lidt nøgternt, men det er her, håndværket bliver til noget.

• Lyt hele optagelsen igennem, uden at spole
• Marker afbrydelser og for tidligt lukkede emner
• Skriv tre ting ned til næste øvelse, ikke flere

Små vaner, der holder fejlene væk

De fleste af fejlene ovenfor hænger sammen: for meget fokus på dit eget næste skridt og for lidt på det, der lige er sagt. Derfor hjælper en lille rutine mere end gode forsætter. Skriv fem åbne spørgsmål i stedet for femten. Læg guiden til side, når samtalen kommer i gang. Giv pauserne tid. Og lyt optagelsen igennem næste dag.

Det kan virke lidt stift at tælle sekunder og tælle spørgsmål, men det er ligesom at øve skalaer: Det er kedeligt, indtil det en dag bare sidder i fingrene. Mine kursister siger ofte, at de efter fire eller fem øvelsesinterviews begynder at høre fejlene, mens de sker, og kan rette dem undervejs.

Du behøver ikke blive fejlfri. Du skal blive en, der opdager sine fejl hurtigere. Det er den forskel, der over tid gør dine interviews roligere, dine opfølgninger skarpere og din gæst mere tryg ved at sige det, hun faktisk mener.

Hvis du vælger at bruge øvelserne, så tag kun én fejl ad gangen. Øv pauserne en uge, derefter opfølgningen, derefter åbne spørgsmål. Fremgang er sjældent dramatisk, men den kan høres.

• Færre, bedre spørgsmål frem for en lang liste
• Øv én fejl ad gangen i en uge
• Gentag med en ny gæst, før du vurderer fremgangen

Fejl i interviewet er sjældent et spørgsmål om talent. De handler om vaner: at spørge lukket, at lytte for at svare, at frygte stilhed. Alle kan lære at lave dem sjældnere ved at optage, lytte og øve én ting ad gangen. Tag en optagelse frem i denne uge, find to af de fem fejl, og prøv at rette dem i det næste interview.